Seniorovergangen – når man går fra talent til elite


Facebooktwittergoogle_pluspinterestmail

Dette blogindlæg er det første i en serie omhandlende overgangen til seniorniveau som elitesportsudøver. Denne overgang er flere gange blevet beskrevet som en af de sværeste perioder i en eliteudøvers karriere og er karakteriseret af stor risiko for fiasko, dvs. at man dropper helt ud af sporten eller nedjusterer sin deltagelse.

Det er et meget vigtigt emne i at tage hånd om som udøver. Gennem god vejledning og forberedelse kan forhindre kriser ifm. seniorovergangen. Kaster man sig ud i karriereovergangen til seniorniveau, uden at have forberedt sig, kan man godt forvente, at man får nogle svære perioder.

Indlægsserien tager udgangspunkt i mit speciale og de resultater der kom ud af det kvalitative forskningsprojekt, der samtidig er forholdt til et omfattende videnskabeligt fundament.

Mit speciale tog udgangspunkt i cykelryttere på eliteniveau, der indenfor et-to år havde gennemgået transitionen til senioreliten. Selvom resultaterne stammer fra cykelsportens verden, har rytternes tanker om krav, barrierer, støtte, ressourcer osv. høj overførbarhed til elitesportsudøvere i andre sportsgrene, der står overfor overgangen mellem junior- og seniorniveau. Dette skyldes at mange af deres erfaringer ikke handler om cyklingen specifikt, men i højere grad den kontekst de bevæger sig over i. Derudover stemmer mange af deres tanker godt overens med tidligere forskningsresultater fra andre sportsgrene.

Alle navne herunder er opdigtede og jeg har kendskab til deres virkelige identitet.

Drengedrømmen – og den bratte opvågning

Et af de temaer, der blev gravet frem i mine interviews af cykelrytterne handlede om, hvordan den drengedrøm de alle var startet ud med, havde ændret sig da de blev seniorer. Som så mange andre unge atleter havde cykelrytterne drømmen om at komme til at leve af deres passion, nemlig cyklingen, men som neo-senior opdagede de hurtigt, hvilken indsats det ville kræve af dem, at nå drømmen. Dette havde en effekt på, hvor realistisk de nu så det at blive professionel.

Det var meget interessant, og lidt uventet, at drømmen om en fremtidig karriereovergang (til professionel) havde en effekt på den igangværende overgang (til seniorniveau). Noget kunne tyde på, at jo mere realistisk de vurderede drømmen om at blive prof (efter de havde opdaget, hvad seniorniveauet krævede af dem), jo nemmere blev overgangen til seniorniveau, altså håndteringen af de krav og udfordringer, der blev stillet foran dem. I sidste ende har dette jo også betydning for, om de vælger at opgive drømmen og fokusere på andre ting end sporten, eller om de bliver endnu mere motiverede og passionerede om det alt overskyggende mål.

Drengedrømmen

Messi

Miguel: ”altså i junior der stod drømmen helt klart for mig, at jeg vil sgu være professionel, men i år der har jeg også fundet ud af, at jeg skal fanme… jeg skal eddermame være seriøs for at blive professionel, hvor sidste år(som junior) der tænkte jeg “Det kan jeg sgu godt. Det har jeg talent til”, men altså i år der har jeg fundet ud af, at for at jeg skal nå det, så skal jeg pleje mit talent, altså der skal virkelig meget seriøsitet og træning til, så det er sådan… det er ligesom den nye øjenåbner der har været i år, det er træningsmængde og kost og, du ved, alle parametre skal lige skrues.”

Miguel beskriver her, den opdagelse mange andre eliteatleter oplever, når de bliver seniorer: Talentet er ikke længere nok. Alle andre i toppen af eliten, har mindst ligeså meget talent som dig, så man er nødt til at skille sig ud, ved at arbejde hårdere end de andre og men nogle andre/flere aspekter af træningen end de andre. Karakteristisk for Miguel og de fleste andre interviewede cykelryttere var, at de konstaterede, hvad der krævedes af dem og justerede derefter deres indsats i anerkendelsen af at nu skulle der fanme arbejdes for at nå målet.

Og heri ligger en essentiel ændring af deres mentalitet. Nu var det ikke længere en drøm, det blev til en ambition eller et mål, altså noget de arbejdede fokuseret og struktureret henimod at opnå. Ikke blot en drøm om at ”det kunne da være meget fedt”, men et skridt opad ambitionsstigen.

Generelt, valgte rytterne ikke at fokusere på slutmålet om at blive professionelle, da de vurderede det til at ligge et stykke ude i fremtiden. De skiftede i stedet fokus og arbejdede med deres egen udvikling og evne til at klare/omgå de krav der blev stillet til dem her og nu. Kortsigtede målsætninger med fokus på udvikling, blev deres redskab til at bevare motivationen i en tid, hvor de gik fra at være blandt de bedste, til at være gennemsnitlige.

Ikke længere den bedste

Der vil selvfølgelig være undtagelser mellem forskellige sportsgrene, men oftest gælder det, at selvom man har været blandt verdens bedste i sin sportsgren som junior, kan man ikke nødvendigvis regne med at kæmpe om sejre som neo-senior. Det gør sig i høj grad gældende i dette tilfælde, hvor mange af de interviewede cykelryttere var blandt de allerbedste i verden (Danmark er en stærk cykelnation i juniorklassen). Som en af drengene så tydeligt udtrykker det:

Eddy: “ok, det her det er lidt anderledes. Første gang jeg sådan rigtig tænkte over det, nede med landsholdet på U23 nations cup i Toscana, hvor, ja, vi skulle køre sådan en stigning, hvor jeg bare kørte alt hvad jeg kunne næsten, og i junior havde vi været måske 10-15 mand tilbage, her der kunne man ikke overskue hvor mange der var, der var 80 mand eller sådan noget ik. “Hvad fanden sker der?” tænkte jeg, hehe.”

Selv ved en U23 konkurrence, hvor de allerbedste seniorer altså ikke deltager, der var niveauet meget højere end som junior. Denne overgang fra at være toppen af kransekagen til at befinde sig bagerst eller i midten, kan komme som et chok for mange unge atleter, hvis de ikke er blevet forberedt på den. Og selvom de er forberedt, så er det uundgåeligt, at de på en eller anden måde skal finde ud af at håndtere de omstændigheder, at de ikke længere får de sejrer, de oftest beskriver som motivationskilde. Hvordan gør man så det?

Gennem en kombination af, accept af de nuværende omstændigheder og ”commitment”, opnåede mange af cykelrytterne evnen til at håndtere, at de ikke længere kunne bruge resultater som en kilde til motivation. De identificerede nye målsætninger, kortsigtede og langsigtede, baseret på de værdier de forbandt med cykelsporten, deres passion, og arbejdede gennem dedikeret handling mod at nå disse nye mål. Dette er også en anerkendt psykologisk metode betegnet ACT (acceptance and commitment therapy).

Rent praktisk bestod dette i, at de dedikerede mere tid og tankevirksomhed til cyklingen i form af øget træningsvolumen og inklusion af andre præstationsfaktorer, f.eks. kostoptimering og mental træning, med det formål at blive bedre, målt ud fra andre parametre end deres resultater.

Nogle atleter er i stand til selv at blive bevidst om, hvordan de påvirkes af de manglende resultater og hvad de kan gøre i den situation, mens de fleste har gavn af en sportspsykologisk konsulent, der kan hjælpe dem med at skabe denne bevidsthed.

Kun et fåtal af de interviewede cykelryttere var i stand til selv at håndtere dette punkt i overgangen. De andre kom ud i, hvad man vil kalde en transitionskrise, der er svær at komme ud af selv og i værste fald ender i depression. Nogle valgte at stoppe, mens andre kæmpede for at komme over den og brugte derved længere tid på junior-senior-overgangen end andre.

Der er altså en helt klar gavnlig effekt af at undgå transitionskriser ift. videre atleters videre udvikling. For at undgå dette, er det oftest nødvendigt med sportspsykologisk intervention.

Egoisme og uærlighed

Den sidste del af dette blogindlæg handler om ændringen i det sociale klima overgangen medfører. Det er et aspekt som i udpræget grad gælder i holdsport, hvor miljøet på holdene bliver meget kompetitivt. Selvom man befinder sig på et hold, hvor man har nogle resultater, man som hold går efter at opnå, så er der nogle interne magtkampe på holdet, man som ny senior skal forholde sig til. Det kan f.eks. være kampen om en plads i startopstillingen, hvor man skal bevise, at man er bedre end sine holdkammerater.

Som senior i en holdsport som cykling eller fodbold, balancerer man på en knivsæg, hvor man konstant skal tænke på sig selv, sin egen udvikling og sine egne resultater, men samtidig skal være bevidst om, at resultaterne ikke kommer uden, at hele holdet fungerer sammen. Egoismen skal kunne tæmmes og man skal være klar over, hvordan man bruger sine holdkammerater, så det gavner én selv og hele holdet samtidig.

AFC Championship - Baltimore Ravens v New England Patriots

Cykling er særpræget, da en sejr ofte udstilles som en enkeltmandspræstation, selvom den sejr sjældent ville kunne lade sig gøre uden resten af holdets opbakning. Dette fremgår dog ikke af resultatlisterne og det er kun resultater, der tæller når det handler om at få en professionel kontrakt. Derfor opstår der nogen gange situationer, hvor man kører mere for sig selv og sit eget resultat end for den udnævnte holdkaptajn. Dette er helt sikkert en tendens der går igen i forskellige afstøbninger i mange andre holdsporter.

Chris: altså det er klart resultater betyder meget, også når man gerne vil videre både til næste år, men også på længere sigt med at få en professionel kontrakt, så er det klart at der skal køres resultater ind. Man kan ikke blive professionel rytter på at have været en god hjælperytter i den danske A-klasse.”

 

Miguel: man er ikke venner mere, man kan sgu ikke være venner med sine konkurrenter til en pro-kontrakt… ikke engang med sine holdkammerater, føler jeg, fordi der er så meget på spil for en og ens karriere. Man har simpelthen cyklet for det siden man var 10 år nu, og nu skal det faktisk til at være, hvis man endelig vil det.”

Det er selvfølgelig ikke alle steder, det ser sådan ud og heller ikke alle der opfatter det som beskrevet ovenfor, men som ny senior, skal man være forberedt på at man bevæger sig ind i en voksensport. Dette betyder, at der ikke kun er fokus på atleternes udvikling, men i høj grad stilles krav til præstationer og resultater, især hvis man befinder sig i en holdsport, hvor andre er afhængige af din præstation for et samlet godt resultatet. Har man derudover nogle sponsorer, der gerne ser dig øverst på podiet, er det vigtigt at vide, hvordan du vil håndtere det pres.

Hvad kan man bruge denne viden til?

For at opsummere er her en række punkter som er vigtige at forberede sig på, hvordan man vil håndtere:

The road to succes

  • Evnen til at evaluere sit nuværende niveau og sætte sig kortsigtede og langsigtede mål ud fra dette, har afgørende betydning for kvaliteten af overgangen til seniorniveau.
  • Selvom du var den mest vindende juniorudøver i din sportsgren, så vil du sandsynligvis ikke være det som senior.
  • Afhænger din motivation alene af dine resultater, så må du forvente store skuffelser. Du bør finde frem til den helt grundlæggende årsag til at du dyrker din sport.
  • Du bevæger dig ind i en verden, hvor du ikke altid kan være venner med alle dine holdkammerater og/eller konkurrenter, selvom i var det som juniorer. Lær at acceptere dette, du har ingen kontrol over andres adfærd.
  • Der er en klar gavnlig effekt af at undgå transitionskriser ift. atleters videre udvikling og fremtidsudsigter. At etablere sig som seniorudøver tager tid, men er du velforberedt og mentalt stærk, vil du hurtigere komme igennem, end en uforberedt atlet.

Litteratur

Alfermann, D., & Stambulova, N. (2007). Career transitions and career termination. In: Tenenbaum, G., & Eklund, R. C. (Eds.), Handbook of Sport Psychology (3rd ed., pp. 712-736). New York: Wiley.

Brewer, B. W., Van Raalte, J. L., & Petitpas, A. J. (2000). Self-identity Issues in Sport Career Transitions. In: Lavallee, D., & Wylleman, P. (Eds.), Career Transitions In Sport: International Perspectives (pp. 29-43). Morgantown, WV: Fitness Information Technology.

Bruner, M. W., Munroe-Chandler, K. J., & Spink, K. S. (2008). Entry into Elite Sport: A Preliminary Investigation into the Transition Experiences of Rookie Athletes. Journal of Applied Sport Psychology, 20(2), 236-252.

Christensen, M. K., & Sørensen, J. K. (2009). Sport or School? Dreams and dilemmas for talented young Danish football players. European Physical Education Review, 15(1), 115-133.

Harris, R. (2006). Embracing Your Demons: an Overview of Acceptance and Commitment Therapy. Psychotherapy in Australia 12(4), 1-8.

Lavallee, D., & Wyllman, P. (2000). Career Transitions In Sports: International Perspectives. WV: Fitness Information Technology.

Schlossberg, N. K. (1981). A Model for Analyzing Human Adaptation to Transition. The Counseling Psychologist, 9(2).

Stambulova, N. (2010). Counselling Athletes in Career Transitions: The Five-Step Career Planning Strategy. Journal of Sport Psychology in Action, 1, 95-105.

Wylleman, P., & Lavallee, D. (2004). A developmental perspective on transitions faced by athletes. In: Weiss, M. (Ed.), Developmental sport and exercise psychology: A lifespan perspective (pp. 507-527). Morgantown, WV: FIT.

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *